En støttekontaktperson kan blive din største redning

Man siger jo – og det skal der også være – en professionel distance mellem den eller de person(er), som man er i kontakt med og eventuelt har betalt for at få udført en opgave, ofte af mere personlig art, som mellem kunde og udbyder.

Det vil sige, at det samme gælder, hvis man skal hyre en advokat, en psykolog, eller man får tildelt, netop, en støtteperson, hvis det er i kommunalt regi, at man er indlagt og skal i behandling for det ene eller andet, eller man ser vedkommende som en coach, der skal hjælpe en til bedring eller på fode igen.

Dog er det også forståeligt, at man over tid, hvis man har hyret eller tildelt den samme person, at man ender med at have et personligt forhold til hinanden, fordi det er uundgåeligt som mennesker, når vi kommer hinanden nær og ses tit. Det er bare menneskeligt at gøre.

Den slags kan være alt fra, at man danner en fornemmelse af den anden på tværs af skel mellem, hvem der er udbyder og køber, til at man måske ses til en frokost.

Andre gange føler man måske, at vedkommende har lært en bedre at kende, end man kendte sig selv, eller vedkommende har været med til at få en til at åbne op, hvorfor man fornemmer, at den her person vitterligt er end redning, som man dårligt kan leve uden.

Dette kan være en psykolog, hvor man så lige skal huske, at vedkommende er uddannet til den slags, har værktøjerne og kan give dem videre til dig, som du skal lære at bruge, og at vedkommende har tavshedspligt. Det sørger for den professionelle distance.

En støttekontaktperson kan så virkelig være med til at være den hjælp, som du havde brug for, indtil du lærte at klare dig selv (igen), så du kan betragte vedkommende som en redningsperson.